Skyggeprisen på reduktion af drivhusgasudledninger i GrønREFORM UDKAST

26-08-2026

Den samfundsøkonomiske skyggepris for CO2e-reduktioner er et centralt fokuspunkt i dansk klimapolitik. Skyggeprisen opgøres som husholdningernes velfærdsændring i forhold til emissionsændringen. Beregningerne i GrønREFORM dokumenteres med et illustrativt eksempel på skyggeprisen ved en CO2e-afgift.

Abstract

Skyggeprisen angiver den samfundsøkonomiske omkostning ved at reducere drivhusgasudledningerne med ét ton CO2e og er det centrale nøgletal, når GrønREFORM bruges til at vurdere klimapolitiske tiltag. Notatet dokumenterer, hvordan skyggeprisen beregnes i modellen under DREAMs standardforudsætninger, og følger beregningen fra velfærdseffekten og udledningsreduktionen til den endelige skyggepris.

Skyggeprisen beregnes som forholdet mellem to diskonterede størrelser. Tælleren er ændringen i husholdningernes velfærd opgjort som ækvivalent variation (EV), og nævneren er ændringen i drivhusgasudledningerne opgjort som en fysisk mængde. To forhold er afgørende for, at brøken er meningsfuld. Tæller og nævner skal opgøres for samme stødtrin og diskonteres med samme faktor, og forskellen i enheder skal håndteres eksplicit: EV er en pengestørrelse i modellens vækst- og inflationskorrigerede enheder, mens udledningerne er en fysisk mængde, der ikke vækstkorrigeres i rapporteringen. Udelades vækstkorrektionen af nævneren, undervurderes skyggeprisen med ca. 34 pct. i den viste beregning.

Som et konkret eksempel præsenteres en modelberegning, hvor CO2e-afgiften annonceres i 2029 og indfases, indtil den når 500 kr./ton i 2035 (2022 prisniveau). Det samlede EV-mål udgør −0,44 mia. kr. årligt, og sammenholdt med en vægtet årlig reduktion på ca. 0,1 mio. ton CO2e giver det en skyggepris på ca. 4.500 kr./ton. Niveauet skal læses som en illustration af beregningsmetoden, da tælleren er en lille difference mellem store, modsatrettede kanaler.