Risikoscenarier for dansk klimapolitik frem mod 2035

04-11-2025

Beregninger for Nationalbanken kaster lys over potentielle samfundsøkonomiske effekter ved nødvendige yderligere klimatiltag, og danner grundlag for Nationalbankens vurderinger af økonomisk og finansiel stabilitet.

Abstract

Nationalbankens analyse ”CO2e-afgifter kan øges uden at påvirke økonomisk og finansiel stabilitet” bygger på beregninger lavet af DREAM på GrønREFORM. Disse beregninger dokumenteres i notatet ”Risikoscenarier for dansk klimapolitik frem mod 2035”.

Notatet bygger videre på ”Et risikoscenarie for dansk klimapolitik” (2024). Analysen dengang fokuserede på 70 pct.-målet i 2030. Indeværende analyse opstiller et risikoscenarie og to politikscenarier med fokus på et 80 pct.-mål i 2035. Med den længere tidshorisont kan tekniske reduktionsmuligheder nu bidrage til opnåelsen af målsætningen.

I notatet opstilles et risikoscenarie som medfører, at drivhusgasudledningerne i 2035 i risikoscenariet er 2,2 mio. tons over målet for reduktioner i 2035. Dette imødekommes ved at lave to forskellige politikscenarier. I det første hæves eksisterende drivhusgasafgifter (og tilskud til negative udledninger) med yderligere 320 kr. frem mod 2035. I det andet scenarie reduceres udledningerne udelukkende via støtte til implementering af yderligere CCS-teknologi.

I det første scenarie er påvirkningen på de offentlige finanser omtrent neutral, da provenuet fra yderligere drivhusgasbeskatning modsvares af yderligere støtte til negative udledninger og lavere indtægter fra eksisterende energiafgifter og drivhusgasbeskatning. I det andet scenarie forværres de offentlige finanser med godt 0,1 pct. af BNP pga. støtten til CCS.

Begge scenarier medfører midlertidige stigende investeringer. Disse er størst i scenarie 2 pga. udbygningen af CCS-anlæggene. I begge scenarier ses også yderst begrænsede prisstigninger (på under 1 promille). I første scenarie stiger priserne primært pga. afgiften, som lægges ovenpå produktionsomkostningerne. I det andet scenarie stiger priserne som følge af den øgede efterspørgsel i økonomien, som tilskuddet til investeringerne medfører.

Yderligere information

Beregningerne danner grundlag for Nationalbankes analyse:

CO2e-afgifter kan øges uden at påvirke økonomisk og finansiel stabilitet

Læs også vores tidligere analyse: 

Et risikoscenarie for dansk klimapolitik (2024)