Dette notat beskriver de samfundsøkonomiske konsekvenser af en udfasning af efterlønnen. Efterlønnen udfases således, at personer født tidligere end 1956 kan gå på efterløn efter nuværende regler. Generation 1956 kan efter nuværende regler gå på efterløn som 62½ årig. I eksperimentet forsvinder denne mulighed for generation 1956 og alle personer født efter 1956. Generation 1956 kan gå på folkepension, når de bliver 67 år. I forbindelse med Tilbagetrækningsreformen i 2011 blev muligheden for at gå på efterløn reduceret således, at personer født i år 1960 og senere maksimalt kan være på efterløn i 3 år. En udfasning af efterlønnen vil dermed betyde, at generation 1956 mister muligheden for 4½ års efterløn, hvor generation 1960 og senere generationer mister muligheden for 3 års efterløn. Dette, samt at andelen, der vælger at gå på efterløn, forventes at falde i fremtiden, bevirker, at en udfasning af efterlønnen har størst effekt på arbejdsudbuddet og statens primære saldo fra 2020 og frem til 2030.
Den finanspolitiske holdbarhedsindikator forventes at blive forbedret med knap 0,2 procent af BNP (svarende til 3 mia. kr.) som følge af en udfasning af efterlønnen. Udbetalingen af tidligere indbetalte efterlønsbidrag forventes at forværre de offentlige finanser med omkring 53 mia. kr. i 2018. Derefter forbedres statens primære og faktiske saldo af det øgede arbejdsudbud.