Analyse af skærpede CO2e-krav i nybyggeriet

12-11-2026

Modellerne er nu frit tilgængelige.

Planlagte CO2e-krav til nybyggeri har kun minimale samfundsøkonomiske omkostninger, men markante skærpelser vil kunne mærkes på BNP og beskæftigelse. Som led i projektet Plena Imago gøres det samlede, bagvedliggende regneapparat nu frit tilgængeligt.

Projektet Plena Imago, som er igangsat af NXT og Copenhagen Economics, gør det for første gang muligt at lade nybyggeriets CO2e-krav indgå på lige fod med industri og landbrug i makroøkonomiske analyser.

Analysen er baseret på en nyskabende kobling af tre modeller:

  • Teknologivalgsmodel for nybyggeri (Copenhagen Economics): Beregner meromkostningen ved at bygge til lavere CO2e-grænseværdier ud fra et byggeteknisk teknologikatalog.
  • Årgangsmodel for private boliger (DREAM): Beskriver boligmarkedet, og hvordan husholdningernes boligvalg påvirkes.
  • GrønREFORM (DREAM): Den makroøkonomiske model, der omsætter de aggregerede meromkostninger til effekter på BNP, beskæftigelse og løn.

Et vigtigt skridt for GrønREFORM

Koblingen af modellerne i Plena Imago-projektet rammer lige ned i kernen af GrønREFORMs formål: At levere et robust og gennemsigtigt regneapparat, der kan belyse samspillet mellem klima, miljø og økonomi. Ved at udvide modelleringerne til også at rumme de specifikke teknologivalg i nybyggeriet, styrkes fundamentet for at vurdere bredden af den grønne omstilling, og hvordan klimatiltag i én sektor forplanter sig til resten af samfundsøkonomien.

Hvad viser analysen?

Copenhagen Economics har regnet på tre scenarier for skærpede CO2e-krav frem mod 2030. Analysen peger på en klar afvejning mellem klimaambitioner og samfundsøkonomiske omkostninger:

  • Begrænsede effekter ved planlagte krav: Stramningerne frem mod 2029 giver meromkostninger under 100 kr. pr. m² (under 1 pct. af byggeomkostningen) og har stort set ingen effekt på BNP.
  • Mærkbare effekter ved markante skærpelser: I det mest ambitiøse scenarie bliver nybyggeri over 4 pct. dyrere. Det får BNP til at falde med op til 0,7 pct. og koster over 4 pct. af beskæftigelsen i byggebranchen i 2029-2030.
  • Klimaeffekt: Danmarks territoriale CO2e-udledninger reduceres med 0,3 til 0,9 pct. i 2030, primært fordi byggeriet bliver grønnere, men i de skrappeste scenarier også som følge af lavere økonomisk aktivitet.

Modellerne er nu tilgængelige

For at understøtte åbenhed og videreudvikling er hele regneapparatet nu lagt åbent frem. Vi håber, at andre forskere og analytikere vil bygge videre på arbejdet og selv efterprøve de sammenhænge, der ligger til grund for resultaterne. Koden er sat op til at man kan vælge at køre de tre hovedscenarier fra ”Plena Imago Slutrapport: Samfundsøkonomiske konsekvenser af skærpede CO2e-krav i nybyggeriet”. Koden er også sat op til, at brugere kan foretage beregninger med egne scenarier.

Bemærk at det offentliggjorte datasæt (teknologikatalog) er anonymiseret med forskellige tiltag, sammenlignet med det, der blev brugt under rapportens udarbejdelse i maj-juni 2026. Siden rapportens udgivelse er der desuden foretaget en mindre tilpasning af den tekniske implementering af scenarierne. Endelig indgår de offentlige moduler i en opdateret udgave af GrønREFORM (KF26). Disse elementer gør til sammen, at man ikke kan genskabe rapportens resultater præcist. De beregnede effekter vil være en anelse lavere, sammenholdt med de rapporterede tal.

Links

Læs Plena Imagos slutrapport:

Samfundsøkonomiske konsekvenser af skærpede CO2e-krav i nybyggeriet

Hent modelpakken her:

Download modelpakke

Læs release notes til GrønREFORM (KF26):

Release notes