Analysen viser effekterne af en hypotetisk afskaffelse af hektarstøtten i Danmark fra 2030. Frafaldet af hektarstøtten vil umiddelbart tilskynde jordejerne til at overgå til alternativ anvendelse af jorden. Den samlede mængde landbrugsjord i intensiv drift ændres imidlertid ikke ifølge modelberegningen i GrønREFORM. Dette skyldes primært to forhold: For det første kan der i dag opnås hektarstøtte til flere alternative anvendelser af jorden. Disse alternative anvendelser bliver dermed ikke mere attraktive i forhold til landbrugsproduktion, når støtten bortfalder. For det andet er der forudsat et meget stort udtag af landbrugsjord til andre formål som følge af Grøn Trepart, hvilket reducerer mulighederne for yderligere udtag.
Dette bevirker, at jordprisen skal falde tilstrækkelig meget til at kompensere fuldt ud for det driftsøkonomiske tab, der følger af et bortfald af hektarstøtten. Modelberegningerne viser desuden, at fødevarepriserne er stort set upåvirkede af den lavere hektarstøtte.
Analysen er udarbejdet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
