I vores nyeste version af GrønREFORM er teknologidata nu indlejret i modellen. Dette var ikke tilfældet i den seneste version fra oktober 2025.
Dette teknologidata muliggør analyser, hvor der indregnes effekter af teknisk omstilling på en række områder. Af disse områder fremhæves:
- Teknisk omstilling af proces i industrien.
- Teknisk omstilling af rumvarme i virksomheder.
- Teknisk omstilling i særlige brancher: Cementproduktion (CCS), el- og varmeforsyning (CCS), raffinaderier og Nordsøproduktionen.
Data, der nu er integreret i modellen, er leveret af EA Energianalyse i 2024. Tilvejebringelsen af data blev finansieret i lige dele af DREAM og tre eksterne brugere.
Øvrige modelopdateringer
GrønREFORMs energi- og emissionsregnskab er kalibreret til klimafremskrivning 2025 på detaljeret niveau.
I klimafremskrivningen er CO2-optag fra fangst og lagring af CO2 (CCS) imidlertid ikke opdelt på brancher mv. Dette er nødvendigt i GrønREFORM for en konsistent beskrivelse af CCS. Derfor bestemmes indtrængningen af CCS på brancheniveau i grundforløbet på baggrund af det integrerede teknologidata. Det samlede reduktionsbidrag fra CCS matcher klimafremskrivningen i 2030 og 2035. Dette opnås beregningsteknisk ved kalibrering af et subsidie til CCS, som er tænkt som en afspejling af støttepuljer til CCS. I alle øvrige år afviger reduktionsbidraget fra CCS imidlertid fra Klimafremskrivningen.
Der arbejdes i øjeblikket på en forfinet modellering af støttepuljer til CCS, hvilket i højere grad afspejler den faktiske politik på området. Det kan ændre i profilen for CO2-optaget via CCS samt hvilke brancher, der benytter teknologien.
Download seneste modelversion
Modelkoden samt data til kalibrering af grundforløbet kan downloades via linket nedenfor.
Effekter af klimapolitiske tiltag på GrønREFORM er meget følsomme overfor konkrete antagelser om tekniske effekter (omkostninger og potentialer) og struktureffekter (konkurrencevilkår) for CO2e-intensive brancher. Det gælder generelt, men det er særligt vigtigt at understrege i denne sammenhæng, at konkrete, anvendte kritiske antagelser altid er modelbrugerens ansvar, uanset hvad der måtte være forprogrammeret i modellen, jf. det følgende afsnit.
Download GrønREFORM modelversion december 2025