Modellering af jord som en eksplicit produktionsfaktor har stor betydning for modellens beskrivelse af produktions- og markedsvilkår for landbruget, og dermed for effekterne af en afgift på landbrugets CO2e-udledninger. Samtidig er eksplicit modellering af jord et nyt vigtigt element i forhold til tidligere beregninger af DØRS, som ofte anvendes som reference ved vurdering af en effekt af CO2e-afgifter på landbruget.
Notatet beskriver motivationen for modellering af jord som produktionsfaktor i det vegetabilske landbrug i GrønREFORM, det metodiske grundlag og den resulterende dynamik i modellen ved en afgift på det vegetabilske landbrugs CO2e-udledninger.