Langsigtet økonomisk fremskrivning 2022

28-04-2023

DREAM vurderer den finanspolitiske holdbarhedsindikator til 1,1 pct. af BNP. Rapporten beskriver den langsigtede fremskrivnings hovedresultater og metode.

Abstract

Siden 1998 har DREAM løbende foretaget analyser af de langsigtede udfordringer, som velfærdsstaten står overfor. Analyserne foretages ved at vurdere udviklingen i den offentlige sektors indtægter og udgifter. På baggrund heraf besvares spørgsmålet: Er finanspolitikken holdbar, hvis serviceniveauet og skatten holdes uændret?

Svaret på det spørgsmål kan ændres over tid. Fremskrivningen af den økonomiske udvikling opdateres således løbende i takt med ny viden: Nye økonomisk-politiske aftaler, adfærdsændringer, opdateret datagrundlag, økonomiske kriser med langsigtede effekter, forbedret modellering mv.

Denne rapport fremlægger DREAMs seneste fremskrivning af den langsigtede økonomiske udvikling. Den økonomiske model er velegnet til at beregne de langsigtede effekter af specifikke økonomisk-politiske tiltag. Effekten af sådanne tiltag evalueres i forhold til fremskrivningen præsenteret i nærværende rapport.

Hovedresultater

Frem mod til 2050’erne ventes de offentlige udgifter at overstige indtægterne. Hovedårsagen er en stigning i udgifter til sundhed og social beskyttelse. Fra 2050 forbedres saldoen i takt med befolkningens alderssammensætning stabiliseres og arbejdsstyrken udgør en stigende andel af befolkningen. Desuden bortfalder mervæksten i sundhedsudgifterne.

Resultatet af en fremskrivning med DREAM opsummeres ved den såkaldte finanspolitiske holdbarhedsindikator. Denne udtrykker simplificeret, hvorvidt de forventede, fremtidige offentlige indtægter er tilstrækkelige til at dække de ventede udgifter.

I dette års økonomiske fremskrivning vurderes den finanspolitiske holdbarhedsindikator til 1,1 pct. af BNP. Altså vurderes det fortsat, at den danske finanspolitik er overholdbar.

Holdbarhedsindikatoren svarer til et permanent årligt budgetoverskud på 31 mia. 2022-kr. Med andre ord har den offentlige sektor en manøvrefrihed svarende til 31 mia. kr., som den årligt kan bruge på enten at sænke skatterne eller øge udgifter. Den positive holdbarhedsindikator skyldes, at der ventes store offentlige overskud på sigt.