Samfundsøkonomiske konsekvenser af varierende antagelser om udviklingen i fremtidens ældreomkostninger

Billede af publikationens forside
23-09-2019
DREAM Makroøkonomi

Fremover vil ældre udgøre en større andel af befolkningen end i dag. I notatet belyses betydningen af sund aldring og mervækst i udgifterne til sundhed og ældrepleje.

Abstract

Befolkningens aldring og en stigning i den forventede levetid tilsiger, at ældre fremover vil udgøre en større andel af den danske befolkning end i dag. Plejerelaterede udgifter er typisk stigende med alderen, hvorfor den demografiske udvikling alt andet lige forventes at øge presset på de offentlige finanser. Denne tendens dæmpes, hvis det antages, at det aldersbetingede træk på sundhedsudgifterne korrigeres med stigningen i restlevetiden (sund aldring) og forstærkes, hvis det forudsættes, at efterspørgslen efter pleje- og omsorg øges mere end den generelle vækst i samfundet (mervækst).

DREAM har afsøgt betydningen af forskellige kombinationer af antagelserne om sund aldring og mervækst. Den typiske tendens er, at øget mervækst forværrer den finanspolitiske holdbarhed uafhængigt af antagelsen om sund aldring, mens sund aldring uafhængigt af mervækstantagelsen vil forbedre de offentlige finanser. Analysen er nuanceret ved at sammenligne forskellige typer af sund aldring med antagelsen om konstante standarder (dvs. ingen sund aldring) og ved at implementere forskellige grader af mervækst gennem hele fremskrivningsperioden.

Beregningen er udført for Forsikring og Pension.

Læs Forsikring og pensions analyse, der blandt andet baserer sig på DREAMs beregninger