Beskæftigelsesfrekvenser, indvandrere og finanspolitisk holdbarhed

Billede af publikationens forside
23-06-2016
DREAM Befolkning Makroøkonomi Arbejdsmarked Øvrige forfattere

Beskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrere er ofte genstand for opmærksomhed omkring gruppens negative bidrag til den finanspolitiske holdbarhed. Notatet undersøger denne sammenhæng nærmere.

Abstract

Indvandreres indvirkning på den finanspolitiske holdbarhed er ofte i fokus. Ikke-vestlige indvandreres indvirkning på den finanspolitiske holdbarhed er negativ, hvor den for vestlige indvandreres er positiv. I forbindelse med ikke-vestlige indvandreres negative bidrag til den finanspolitiske holdbarhed, er der ofte interesse for, hvilke forudsætninger der skal ændres således, at ikke-vestlige indvandrere giver et neutralt bidrag til den finanspolitiske holdbarhed. Det er ofte ikke-vestlige indvandreres lave beskæftigelsesfrekvens, der er genstand for opmærksomhed, da denne er en væsentlig del af forklaringen på, at ikke-vestlige indvandreres nettobidrag er negativt. Dette notat undersøger denne sammenhæng nærmere.

En række faktorer bevirker, at vestlige indvandrere, ikke-vestlige indvandrere og personer af dansk oprindelse påvirker den finanspolitiske holdbarhed forskelligt. Dette skyldes blandt andet forskelle i udgifterne til individuelt offentligt forbrug, udgifter til ikke-indkomsterstattende overførsler, arbejdstid og produktivitetsforskelle. De to væsentligste faktorer er dog beskæftigelsesfrekvensen og indvandrernes alder på indvandringstidspunktet. I dette notat udføres 13 eksperimenter, som analyserer, hvilken beskæftigelse, der skal til for, at hhv. vestlige og ikke-vestlige indvandrere har en neutral effekt på den finanspolitiske holdbarhed afhængigt af, hvilken alder de har, når de indvandrer til landet.