Produktivitetskommissionen har bestilt en række analyser på DREAM modellen til belysning af de langsigtede makroøkonomiske virkninger af den offentlige sektors produktivitetsudvikling. Analyserne foretages ved først at opstille et grundforløb, hvorefter en række alternative udviklinger for den offentlige sektors produktivitet analyseres.
Produktivitetskommissionens grundforløb adskiller sig fra DREAM’s sædvanlige grundforløb ved, at produktivitetsvæksten antages at være lavere i den offentlige sektor end i den private sektor. Hovedargumentet for dette er, at den offentlige sektor er en ren servicesektor, mens den private sektor består af både fremstillingsvirksomhed og service. Forskellene i sektorernes produktivitetsvækst medfører, at produktion og enhedsomkostninger (output-pris) ikke bevæger sig ens i den offentlige og private sektor. I Produktivitetskommissionens grundforløb er enhedsomkostningerne i den offentlige sektor 16 % højere i 2040, end enhedsomkostningerne i den offentlige sektor er i DREAMs normale grundforløb, hvor enhedsomkostningerne i den offentlige sektor følger den almindelige inflation. At enhedsomkostningerne i den offentlige sektor vokser hurtigere end den almindelige inflation er udtryk for Baumol’s omkostningssyge.
Ovenpå produktivitetskommissionens grundforløb foretages en række alternative analyser, som belyser effekten af at hæve produktivitetsvæksten i den offentlige sektor. Analyserne har hovedsageligt fokus på, hvorledes produktiviteten i den offentlige sektor har indflydelse på det offentlige serviceniveau og den makroøkonomiske udvikling på lang sigt. Fokus er i mindre grad på den finanspolitiske holdbarhed, hvorfor de enkelte eksperimenter er neutrale ift. finanspolitisk holdbarhed.
I den første analyse forøges produktivitetsvæksten permanet fra 0,5 % om året til 0,7 % om året. Der undersøges både situationen, hvor den forøgede produktivitetsvækst benyttes til at hæve det offentlige serviceniveau, og situationen hvor skattetrykket sænkes. I den første situation er serviceniveauet i 2040 vokset med 3 % og de offentlige enhedsomkostninger er samtidig faldet med 3 % ift. Produktivitetskommissionens grundforløb. I den anden situation (hvor det antages at bundskatten nedsættes gradvist) er bundskatten sænket med 1,6 procentpoint i 2040 og enhedsomkostningerne er faldet med 3½ % ift. Produktivitetskommissionens grundforløb.
I den næste analyse betragtes situationen, hvor der sker en midlertidig forøgelse af produktivitetsvæksten i den offentlige sektor. Produktivitetsvæksten øges fra 0,5 % om året til 1,0 % om året i perioden 2020-30. Effekten indfases gradvist i perioden 2014-20 og udfases gradvist i perioden 2030-40. Igen undersøges både situationen, hvor den forøgede produktivitetsvækst benyttes til at hæve det offentlige serviceniveau og situationen, hvor skattetrykket sænkes. I den første situation er serviceniveauet i 2040 vokset med 4½ %, og de offentlige enhedsomkostninger er samtidig faldet med 4½ % ift. Produktivitetskommissionens grundforløb. I den anden situation (hvor det antages at bundskatten nedsættes gradvist) er bundskatten sænket med 3,1 procentpoint i 2040 og enhedsomkostningerne er faldet med 5 % ift. Produktivitetskommissionens grundforløb.
De faldende enhedsomkostninger i analyserne, hvor produktiviteten i den offentlige sektor hæves, viser, at graden af Baumol’s omkostningssyge formindskes, når produktivitetsvæksten i den offentlige sektor bringes nærmere på produktivitetsvæksten i den private sektor.