Hvert år udgiver regeringen det såkaldte klimaprogram, som sikrer løbende opfølgning på, om klimaindsatsen lever op til principperne i klimaloven. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets har netop udgivet Klimaprogram 2025.
Reduktionskurver fastsat i GrønREFORM
Når omkostningen ved drivhusgasudledning stiger, reduceres udledningerne primært ved 1) at produktionen omlægges til mindre CO2e-intensive teknologier, og 2) at højere produktionsomkostninger sænker produktionsniveauet.
I kapitel 7 af Klimaprogram 2025 er GrønREFORM blevet brugt til at udarbejde reduktionskurver (MAC-kurver), som viser CO2e-reduktionen på x-aksen ved en given forøgelse af CO2e-omkostningen på y-aksen.
Analysen omfatter udvalgte sektorer, som fremskrives at stå for omkring halvdelen af Danmarks CO2e-udledninger i 2035. CO2e-omkostningen øges trinvist fra det eksisterende niveau med 100 kr./tCO2e op til en forøgelse på 1200 kr./tCO2e.
De tekniske reduktionskurver uden struktureffekter er lavet ved partielle kørsler af GrønREFORMs abatement-model, imens reduktionskurverne med struktureffekter og andre ligevægtseffekter er lavet ved kørsler af GrønREFORMs CGE-model integreret med abatement-, landbrugs- og LULUCF-modellerne.
Nedenstående figurer viser, at en forøgelse af CO2e-omkostningen på 1.200 kr./tCO2e vil medføre en reduktion på 3,9 mio. ton CO2e i de udvalgte sektorer i 2035, hvoraf 1,6 mio. ton er fra teknologiskift.