Befolkningstallet forventes at nå 6 mio. i løbet af 2025

04-06-2025

Vi offentliggør opdateret befolkningsfremskrivning, som bygger på uændret metodisk grundlag.

Årets nationale befolkningsfremskrivning bygger på det samme metodiske fundament som anvendt til 2024-fremskrivningen. Opdateringen begrænser sig derfor grundlæggende til at indregne et ekstra dataår i vurderingen af den fremtidige udvikling i befolkningstallet og befolkningens bevægelser.

Vi bliver snart 6 mio. danskere

Grundet løftet i nettoindvandringen forventes et løft i befolkningstallet relativt til sidste års fremskrivning. Befolkningstallet forventes nu at krydse 6 mio. allerede i løbet af 2025, jf. figuren nedenfor.

Folketallet aftager i løbet af 2026, idet alle Ukrainere med ophold i henhold til Særloven forudsættes at udvandre inden marts 2026. Dette er i overensstemmelse med den gældende lov. Befolkningen ventes således at aftage til under 6 mio. igen ved indgangen til 2027. Herefter vurderes en stabil befolkningstilvækst, som øger befolkningen nogenlunde jævnt frem mod 2035.

Frem til omkring 2035 drives den positive befolkningsvækst af en kombination af et fødselsoverskud og positiv nettoindvandring. I den resterende del af fremskrivningen (ikke vist i figuren) er den vedvarende stigningstakt i befolkningen dæmpet og alene drevet af nettoindvandringen, da der her forventes et fødselsunderskud.

Se befolkningsudviklingen på statistikbanken.dk

Figur: Befolkning primo året, 2015-2035

Anm.: Den stiplede vandrette linje viser en befolkning på 6 mio. personer. Den lodrette linje viser seneste historiske år, hvor befolkningen primo 2025 var på 5,99 mio. personer.

Kilde: Befolkningsfremskrivning 2025.

Ændring ift. sidste års fremskrivning

Relativt til sidste års fremskrivning ses en nedjustering i såvel fertiliteten som dødeligheden på det helt korte sigt, mens de langsigtede skøn er stort set uændrede relativt til sidste år.

Nettoindvandringen fra ikke-vestlige lande er opjusteret på både kort og langt sigt – primært drevet af et løft i bruttoindvandringen målrettet uddannelse og arbejde. For vestlige indvandrere er der blot tale om meget beskeden opjustering i nettoindvandringen relativt til Befolkningsfremskrivning 2024, da der nu i større grad indregnes et gennemslag af de seneste års dæmpede udvikling i tilgangen til befolkningsgrupperne med ophold begrundet i uddannelse og arbejde. På det helt lange sigt er vestlige nettoindvandring dog samlet set nedjusteret relativt til sidste år.

Om forudsætninger i fremskrivningen

Notat som beskriver antagelser og anvendt data i Befolkningsfremskrivning 2025.

Læs notat om metoden