Ekspertgruppe til evaluering af betaversion af MAKRO

11-08-2021

Internationale eksperter foretager en uafhængig evaluering af MAKRO og modellens egenskaber.

Finansministeriet igangsatte i 2017 et arbejde med det formål at udvikle en ny og tidssvarende makroøkonomisk model til anvendelse i ministeriets løbende arbejde med fremskrivninger af dansk økonomi, særligt på mellemfristet og langt sigt, samt makroøkonomiske konsekvensvurderinger af økonomisk-politiske tiltag.

Udviklingen af den nye model (MAKRO) varetages af en modelgruppe under DREAM med egen bestyrelse. Bestyrelsen består af professorer fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet samt repræsentanter fra Danmarks Statistik, Danmarks Nationalbank og Finansministeriet.

Betaversion af MAKRO med stiliseret grundforløb

Modelgruppen har på nuværende tidspunkt udarbejdet en foreløbig betaversion af MAKRO-modellen, hvor den teoretiske modellering og den empiriske fundering grundlæggende er på plads. Betaversionen giver således et første billede af, hvordan makroøkonomiske konsekvensvurderinger af relevante stød til dansk økonomi kan forventes at se ud i den færdige model.

Betaversionen vil indeholde et stiliseret grundforløb, som alene har til formål at udgøre et grundlag for, at der kan foretages marginalstød til modellen. Det stiliserede grundforløb repræsenterer ikke en egentlig fremskrivning af dansk økonomi (hverken på kort, mellemlangt eller langt sigt). En egentlig fremskrivning af dansk økonomi på MAKRO vil blive udarbejdet i forbindelse med implementeringen af modellen i Finansministeriet.

Betaversionen vil blive gjort offentlig tilgængelig og præsenteres på et seminar forud for påbegyndelsen af egentlig implementeringsrettet arbejde i Finansministeriet (forventet ultimo 2021).

Formålet med offentliggørelsen af betaversionen er at sikre åbenhed og transparens omkring modellen – i første omgang med særligt fokus på det teoretiske og empiriske grundlag for modellens marginalegenskaber – samt understøtte eksterne interessenters muligheder for at indgå i en faglig debat herom på et oplyst grundlag.

Betaversion evalueres af ekspertgruppe

Forud for offentliggørelsen af betaversionen ønsker MAKROs bestyrelse en ekstern og uafhængig evaluering af modellen og dens marginalegenskaber ved centrale stød til økonomien. Til det formål nedsættes en international ekspertgruppe bestående af følgende eksperter på området:

  • Erika Damsgaard (formand)
    forskningschef for Konjunkturinstituttets enhed for forskning og makroøkonomiske scenarier i Sverige.
  • Douglas Laxton
    tidligere ansvarlig for modelbygning i IMF.
  • Werner Roeger
    tidligere ansvarlig for modeller i Europakommissionen.

Ekspertgruppen skal i sin evaluering forholde sig til følgende hovedspørgsmål:

  • Lever den teoretiske modellering og den empiriske strategi op til internationale standarder i lyset af modellens påtænkte anvendelsesområder?
  • Er modellens kvalitative og kvantitative egenskaber ved centrale stød til dansk økonomi overbevisende, herunder i lyset af både modellens eget teoretiske og empiriske grundlag samt øvrig relevant empiri og teori?

Herudover skal evalueringen indeholde ekspertgruppens eventuelle forslag til konkrete forbedringer eller tilpasninger af modellen. Ekspertgruppen skal afrapportere skriftligt til MAKROs bestyrelse.

Evalueringen vil ske på baggrund af skriftligt materiale og møder, hvor modelgruppen assisteret af medlemmer af bestyrelsen dels vil dokumentere og præsentere betaversionen af modellen samt dens egenskaber, dels vil redegøre for hvordan den færdige model vil blive brugt samt den kontekst, den vil indgå i.

Ekspertgruppens skriftlige evaluering samt det materiale, der ligger til grund herfor, vil blive offentliggjort på MAKRO-gruppens hjemmeside senest i forbindelse med offentliggørelsen af betaversionen af MAKRO.

I det omfang eksperternes evaluering leder til relevante forslag til tilpasninger og forbedringer af modellen, vil disse blive indarbejdet i den færdige model forud for ibrugtagning heraf i Finansministeriet.