I nærværende notat belyses effekten af et marginaleksperiment omhandlende forøgelse af arbejdstiden i den offentlige sektor med 2,3 timer om ugen med fuld lønkompensation svarende til, at offentlige ansatte selv betaler for deres frokost.
Eksperimenter forøgende arbejdstiden i DREAM vil i udgangspunktet afstedkomme permanente ændringer i strukturledigheden, der er foranlediget af arbejdstidens indvirkning på satsreguleringen. Effekten er funderet i antagelsen om, at der i DREAM traditionelt ikke eksisterer et sektoruafhængigt arbejdstidsindeks, hvorfor ændringer i arbejdstiden i udgangspunktet indvirker på samtlige sektorer og da de private sektorer således også er omfattet tillades arbejdstidseffekten at indvirke på satsreguleringen. Idet en arbejdstidsændring, der udelukkende er restringeret til den offentlige sektor ikke bør påvirke satsreguleringen, er det i nærværende eksperiment antaget at øget arbejdstid i den offentlige sektor ikke direkte påvirker satsreguleringen.
Under antagelse om uændret lønsum og forbrug i den offentlige sektor, vil ændringen afstedkomme, at antallet af ansatte i denne sektor reduceres med knap 51.000 personer i 2050. Den tilsvarende tilgang af ansatte i de private sektorer afstedkommer en stigning i den produktive beskæftigelse, der på sigt medfører større produktion, indkomst og forbrug. Et forhøjet aktivitetsniveau styrker de offentlige indtægter, som i begge forløb vil dominere stigningen i de offentlige udgifter. Således vil scenariet resultere i en forbedring af den primære saldo og vil dermed formindske det offentliges fremtidige finansieringsproblem. Holdbarhedsindikatoren forbedres med 0,5 pct. af BNP, hvilket i 2010-niveau svarer en permanent årlig forbedring af holdbarheden på 8,6 mia. kr.