Udvikling i den lovbestemte tilbagetrækningsalder
Tilbagetrækningsreformerne sammenkobler forventet levetid og tilbagetrækningsalder. Kort sagt betyder dette, at både efterløns- og folkepensionsalderen på længere sigt forøges i samme takt som stigningen i levetiden. Herved vil den forventede maksimale periode på folkepension være den samme for alle uanset fødselstidspunkt.
Figurerne nedenfor opsummerer princippet bag tilbagetrækningsreformerne.
Stigningerne i tilbagetrækningsaldrene frem til og med 2040 er vedtaget i Folketinget. I 2040 vil efterlønsalderen være 67 år og folkepensionsalderen 70 år.
Efterfølgende forøgelser af tilbagetrækningsaldrene baserer sig på et skøn over udviklingen i levetiden fremadrettet. Det forventes, at tilbagetrækningsaftalerne øger folkepensionsalderen med yderligere tre år i perioden 2045–2060.
Der ventes en fortsat stigning i levetiden
Restlevetiden for en 60-årig vurderes at stige med mere end 6,4 år i perioden 2024-2080. Dette er en fortsættelse af en historisk tendens.
Pensionsalderen følger levetidsstigningen
Folkepensionsalderen fastsættes efter udviklingen i levetiden. Dette medfører, at pensionsalderen øges kraftigt de kommende årtier.
Samme forventede pensionsperiode
Stigningen i pensionsalderen har til formål at sikre, at pensionsperioden bliver den samme for alle. Dette opnås omkring år 2055, hvorefter perioden er nogenlunde konstant.
Se din folkepensionsalder
Tabellen nedenfor viser den forventede folkepensionsalder efter fødselstidspunkt. Find dit fødselstidspunkt i tabellens første kolonne, da vil de forventede tilbagetrækningsaldre fremgår af tabellens to øvrige kolonner.
For eksempel vil en person født i år 1960 have en efterlønsalder på 64 år og en folkepensionsalder på 67 år.
Efterløns- og folkepensionsalder efter fødselstidspunkt
| Fødselstidspunkt | Efterlønsalder | Folkepensionsalder |
| År 1953, 1. halvår | 60 | 65 |
| År 1953, 2. halvår | 60 | 65 |
| År 1954, 1. halvår | 60½ | 65½ |
| År 1954, 2. halvår | 61 | 66 |
| År 1955, 1. halvår | 61½ | 66½ |
| År 1955, 2. halvår | 62 | 67 |
| År 1956, 1. halvår | 62½ | 67 |
| År 1956, 2. halvår til 1958 | 63 | 67 |
| År 1959, 1. halvår | 63½ | 67 |
| År 1959, 2. halvår til 1962 | 64 | 67 |
| År 1963 til 1966 | 65 | 68 |
| År 1967 til 1970 | 66 | 69 |
| År 1971 til 1974 | 67 | 70 |
| År 1975 til 1978* | 68 | 71 |
| År 1979 til 1983, 1. halvår* | 68½ | 71½ |
| År 1983, 2. halvår til 1987, 1. halvår* | 69½ | 72½ |
| År 1987, 2. halvår til 1991* | 70 | 73 |
| År 1992 til 1996, 1. halvår* | 70½ | 73½ |
| År 1996, 2. halvår til 2000* | 71 | 74 |
| År 2001 til 2005, 1. halvår* | 71½ | 74½ |
| År 2005, 2. halvår til 2009* | 72 | 75 |
| År 2010 til 2014, 1. halvår* | 72½ | 75½ |
| År 2014, 2. halvår til 2018* | 73 | 76 |
| År 2019 til 2023, 1. halvår* | 73½ | 76½ |
| År 2023, 2. halvår til 2025, 2. halvår* | 74 | 77 |
* Stigninger i pensionsalderen udover 70 år er aftalt i tilbagetrækningsreformerne, men disse stigninger er ikke vedtaget i Folketinget. Yderligere forhøjelser af tilbagetrækningsalderen vedtages 15 år, før de træder i kraft. I 2030 skal der i Folketinget tages stilling til, hvorvidt folkepensionsalderen fra og med 2045 øges til 71 år.
Folkepensionsalder følger stigende levetid
I 2006 blev den såkaldte velfærdsaftale vedtaget af et bredt flertal i Folketinget1. Et hovedelement i aftalen er, at folkepensionsalderen øges i takt med, at levetiden i Danmark er stigende. Dette har til formål at sikre, at den forventede maksimale periode på folkepension er den samme for alle generationer.
Tilbagetrækningsaftalen fra 20112 indeholder tre hovedpunkter: Fremrykning af de stigninger i pensionsalderen, der blev aftalt i 2006, forkortelse af den maksimale efterlønsperiode fra fem til tre år samt øget pensionsmodregning i efterlønnen.
Udviklingen i efterlønsalderen
Med disse reformer blev efterlønsalderen gradvist øget med et halvt år om året fra 2014 til 2019. I 2022 samt 2023 skete en yderligere forøgelse af efterlønsalderen med et halvt år, så den laveste efterlønsalder i 2023 samlet var forhøjet med fire år fra 60 til 64 år. Da stigningen i folkepensionsalderen i samme periode kun er på to år, er den maksimale efterlønsperiode over perioden afkortet fra fem til tre år.
Fra år 2027 vil efterlønsalderen ændres med samme regulering som folkepensionsalderen, men med ikrafttrædelse tre år tidligere således, at efterlønsperioden forbliver tre år for alle årgange.
Efterløns- og folkepensionsalder ved den forventede udvikling i levetiden
Udviklingen i folkepensionsalderen
Folkepensionsalderen blev gradvist sat op med et halvt år om året fra 2019 til 2022. Herefter bliver folkepensionsalderen reguleret således, at den følger med restlevetiden for en 60-årig. De tre første reguleringer af folkepensionsalderen efter denne indekseringsmekanisme er vedtaget og sker i henholdsvis 2030, 2035 og 2040. I hvert af disse år øges folkepensionsalderen med yderligere ét alderstrin. Reguleringen gentages herefter hvert femte år, og reguleringen kan være enten 0, ½ eller 1 år afhængigt af stigningen i restlevetiden.
Stigninger fra og med 2045 er en del af den politiske aftale, men disse stigninger vedtages først 15 år før ikrafttræden således, at der tages politisk stilling til forøgelse af folkepensionsalderen igen i år 2030.
Pensionskommissionens forslag
I november 2020 blev der nedsat en kommission, som skulle komme med anbefalinger til fremtidens pensionssystem.
Kommissionen havde blandt andet til opgave at afdække virkningerne af en lempeligere levetidsindeksering, så folkepensionsalderen stiger i et langsommere tempo for årgange, som går på pension fra 2040.
Kommissionen afleverede sin rapport primo maj 20223. I rapporten foreslår kommissionen en lempelse af indekseringen af aldersgrænsen til folkepension med virkning efter 2040.
Figuren viser udviklingen i folkepensionsalderen ifølge pensionskommissionens forslag sammenholdt med de gældende aftaler.
Den af kommissionen anbefalede indeksering af folkepensionsalderen vil betyde, at pensionsalderen efter 2040 stiger cirka halvt så langsom som under de nuværende regler. Den foreslåede indeksering vil betyde, at pensionsvilkårene er mere lige på tværs af generationer end det er tilfældet under de gældende aftaler. Dette da pensionsperioden på sigt vil udgøre en nogenlunde konstant andel af livet.