Samfundsøkonomiske konsekvenser af øget offentligt forbrug

Billede af publikationens forside
22-03-2019
DREAM Makroøkonomi Øvrige forfattere

Dette notat beskriver de samfundsøkonomiske konsekvenser af øget offentligt forbrug frem mod 2025. I DREAMs grundforløb tilpasses det offentlige forbrug til ”afsatte midler til offentligt forbrug” samt ”reserve til øvrige prioriteringer” i Finansministeriets seneste 2025-fremskrivning.

Abstract

Notatet beskriver de samfundsøkonomiske konsekvenser af øget offentligt forbrug frem mod 2025. I DREAMs grundforløb tilpasses det offentlige forbrug til ”afsatte midler til offentligt forbrug” samt ”reserve til øvrige prioriteringer” i Finansministeriets seneste 2025-fremskrivning. Størrelsen af ”reserve til øvrige prioriteringer” er bestemt under betingelse af, at den strukturelle offentlige saldo skal være nul i 2025.

Den samlede stigning i DREAMs offentlige forbrug frem til 2025 svarer omtrent til stigningen i det demografiske træk. Efter 2025 følger det offentlige forbrug det demografiske træk samt den generelle velstandsudvikling; dette omtales ofte ”det fulde demografiske træk”. Beregningen opdeles i 5 faser, hvor det fulde demografiske træk indlægges trinvist i 5 kategorier af offentligt forbrug.

Notatets hovedresultat er, at de offentlige finanser forværres såfremt det offentlige forbrug følger det fulde demografiske træk fra og med 2020 og frem. Det offentlige forbrug kommer til at ligge på et niveau godt 10 mia. kr. højere end i grundforløbet fra 2025 og frem, hvilket svarer til et løft på omkring 2 procent relativt til grundforløbet. Den finanspolitiske holdbarhedsindikator forværres med knap ½ pct. af BNP, men vil stadig være positiv. Den faktiske saldo forværres med omkring 0,6 pct. af BNP frem til 2025. Derefter forventes den faktiske saldo at ligge stabilt med et underskud omkring 0,5-0,6 pct. af BNP frem til 2040, hvorefter den faktiske saldo forbedres.

Slutligt beregnes det, at såfremt man ønsker et løft i det offentlige forbrug fra og med 2020 og frem, men samtidig ønsker en neutral saldopåvirkning i 2035, så kan dette ske, hvis det offentlige forbrug følger det fulde demografiske træk fratrukket 0,14 pct. om året fra og med 2020 og frem til og med 2035.