I rapporten identificeres udsatte boligområder i Danmark gennem perioden 1986-2017 og beboernes karakteristika og adfærdsmønstre analyseres.
Udpegelsen af udsatte boligområder udføres ved anvendelse af en til formålet udviklet metode. Metoden er automatiseret, hvorfor den enkelt kan anvendes til identifikation over længere tidsperioder, da subjektive vurderinger overflødiggøres. Afgrænsningen af de udsatte områder er baseret på de socioøkonomiske karakteristika, der kendetegner beboerne i enhver boligs nabolag. En boligs nabolag defineres ved de 1.000 personer, der er bosat tættest på den betragtede bolig. For hvert nabolag beregnes gennemsnitlige værdier for indkomst, arbejdsmarkedstilknytning, uddannelsesniveau og kriminalitetsomfang. Disse fire karakteristika sammenvejes i ét socioøkonomisk indeks, som for hver enkelt bolig afslører, hvor udsat et nabolag boligen er beliggende i. Opstår der sammenklumpning af boliger, der er udpeget som beliggende i de mest socioøkonomisk udsatte nabolag, er der tale om et udsat boligområde. Med udsatte områder menes herved de områder, hvor andelen af beboere med lav socioøkonomisk status er højest.
Socioøkonomiske karakteristika for befolkningen bosat i de udsatte områder beskrives for perioden 1986-2017 og for seks udvalgte kommuner ses der nærmere på, hvorledes afgrænsningen af de udsatte områder har ændret sig over tid.
Flytninger kan over tid være med til at fastholde eller ændre strukturen i et boligområde, hvorfor rapporten analyserer flyttemønstre i de identificerede udsatte boligområder.
En persons socioøkonomiske formåen kan sammenfattes i udviklingen i den pågældendes indkomst gennem livet. Det analyseres, hvorvidt indkomstforløbene for personer med ophold i et udsat område adskiller sig systematisk fra den øvrige befolknings.
Endeligt undersøges det, hvorledes det påvirker flygtninges erhvervsdeltagelse og kriminalitetsomfang at bo i udsatte boligområder. Det afsøges, hvorvidt konklusionerne kan generaliseres til en større befolkningsgruppe.