Danmarks fremtidige befolkning - Befolkningsfremskrivning 2013

Billede af publikationens forside
08-07-2013
Befolkning Befolkning Dokumentation Marianne Hansen Peter Stephensen

Rapporten præsenterer og dokumenterer DREAMs befolkningsfremskrivning 2013. I dette års fremskrivning er tilpasningshastigheden til det langsigtede fertilitetsniveau ændret, ligesom beregningen af udvandring og statsborgerskabsskifte af indvandrere uden dansk statsborgerskab er opdateret.

Abstract

29. april 2013 udsendtes den samordnede landsdækkende befolkningsfremskrivning mellem Danmarks Statistik (DST) og DREAM. Forskellen mellem sidste og dette års fremskrivning er forklaret af en kombination af tilføjelsen af et nyt historisk år og metodiske korrektioner.

De metodiske korrektioner i årets fremskrivning udgøres primært af en ændring i tilpasningshastigheden til det langsigtede fertilitetsniveau og i en ændring af risikogruppebegrebet anvendt til bestemmelse af udvandring og statsborgerskabsskifte af indvandrere uden dansk statsborgerskab.

I nærværende publikation beskrives det datamæssige og modeltekniske grundlag for fremskrivningen samt de væsentligste resultater. Udgangspunktet for 2013-fremskrivningen er den registrerede befolkningsudvikling frem til primo 2013. Befolkningsudviklingen rapporteres – i overensstemmelse med tidligere år –indtil år 2100. Det skal understreges, at usikkerheden på befolkningsfremskrivningen er hastigt voksende i fremskrivningens længde. Idet der således er knyttet en betragtelig usikkerhed til især de langsigtede skøn, skal resultatet først og fremmest fortolkes som en illustration af befolkningsudviklingen og dens sammensætning for det anvendte sæt antagelser.