Langsigtet økonomisk fremskrivning 2013

Billede af publikationens forside
26-08-2013
DREAM Makroøkonomi Dokumentation

Rapporten fremlægger DREAMs langsigtede økonomiske fremskrivning 2013. I fremskrivningen vurderes finanspolitikken at være så godt
som holdbar. Dette er første gang siden DREAM startede med at udarbejde langsigtede fremskrivninger.

Abstract

I dokumentet fremlægges DREAMs langsigtede økonomiske fremskrivning 2013. Fremskrivningen er baseret på det samlede DREAM-system, der omfatter en fremskrivning af den samlede danske befolkning, befolkningens uddannelsesniveau og arbejdsmarkedstilknytning samt den økonomiske model DREAM (Danish Rational Economic Agents Model). I notatet fokuseres der på den finanspolitiske holdbarhedsindikator, der er et centralt begreb i DREAMs langsigtede økonomiske fremskrivninger. Holdbarhedsindikatoren udtrykker, om man permanent kan fastholde den finanspolitik, som er antaget i fremskrivningen, uden at få finansieringsproblemer på længere sigt. Altså om den offentlige sektors fremtidige indtægter er store nok til at dække de fremtidige udgifter.

I DREAMs langsigtede økonomiske fremskrivning 2013 vurderes finanspolitikken at være så godt som holdbar, hvilket er på linje med de seneste skøn fra Regeringen (2013) og De Økonomiske Råd (2013). Det er første gang siden DREAM startede med at udarbejde langsigtede fremskrivninger, at finanspolitikken vurderes at være holdbar.

DREAMs langsigtede økonomiske fremskrivning fra 2013 er grundlæggende en opdatering af den langsigtede økonomiske fremskrivning fra 2011. Ud over en række modelændringer omfatter revisionen i hovedtræk en opdatering af de anvendte fremskrivninger, der fastlægger befolkningens demografiske udvikling, fremtidige uddannelsesadfærd og socioøkonomiske tilknytning. Herudover er tilføjet politik vedtaget siden september 2011. Det resterende datagrundlag er identisk med DREAMs seneste langsigtede økonomiske fremskrivning, hvorfor basisåret fortsat er 2008.