Vurdering af krav til arbejdsstyrke og arbejdstid, hvis Danmark i år 2020 skal være det 10. rigeste land i verden eller i OECD

29-11-2011

Dette papir redegør for de krav, der skal stilles til henholdsvis arbejdsstyrke og arbejdstid, såfremt Danmark i år 2020 skal være blandt de 10 rigeste lande i verden eller blandt de 10 rigeste land i OECD målt ved BNP pr. indbygger.

Abstract

Nærværende notat redegør for de krav, der skal stilles til henholdsvis arbejdsstyrke og arbejdstid, såfremt Danmark i år 2020 skal være blandt de 10 rigeste lande i verden eller blandt de 10 rigeste land i OECD målt ved BNP pr. indbygger. Beregningerne tjener således til at nuancere en af de ti målsætninger omhandlende Danmarks status i år 2020, som daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede i efteråret 2009. Analysen af kravet til ændring i arbejdstiden er gennemført under antagelse om at den ændrede arbejdstid ikke påvirker satsreguleringen.

I en standardiseret DREAM beregning vil hensigten med at forøge enten arbejdsstyrken eller arbejdstiden være, at man søger at mindske holdbarhedsproblemet gennem en forbedring af det primære budget. Hensigten med de arbejdsmarkedspolitiske tiltag i nærværende analyse er ikke at mindske statens fremtidige finansieringsproblem, men i stedet vil forbedringen af det primære budget løbende blive anvendt til at skabe et økonomisk råderum, der på kort sigt kan generere en vækst i BNP, der er tilstrækkelig til, at den ønskede målsætning i år 2020 opnås. Således er det primære budgetoverskud i de fire marginaleksperimenter fastholdt til samme niveau som i grundforløbet. Gennemgangen af resultaterne vil derfor fokusere på kravene til opnåelse af målsætningerne frem for de langsigtede konsekvenser for de offentlige finanser af de gjorte tiltag, der ellers er centrale for en almindelig analyse anvendende DREAM.