Sammenligning af samordnet befolkningsfremskrivning for 2010 med DREAMs 2009-fremskrivning

Billede af publikationens forside
18-05-2010
Befolkning Befolkning Marianne Hansen

Rapporten præsenterer og dokumenterer DREAMs befolkningsfremskrivning 2010. Dette er den første samordnede landsdækkende befolkningsfremskrivning mellem Danmarks Statistik og DREAM, som hermed sammenlægger de to hidtidige fremskrivninger.

Abstract

18. maj 2010 udsendtes den første samordnede landsdækkende befolkningsfremskrivning mellem Danmarks Statistik (DST) og DREAM. Formålet med samordningen er dels at eliminere den forvirring og manglende konsistens som eksistensen af to forskellige prognoser hidtil har givet anledning til og dels på sigt at skabe et gunstigt miljø for videreudvikling af metoder til fastlæggelse af demografiske begivenheder og det bagvedliggende datagrundlag. Udfærdigelsen af den første fælles fremskrivning er primært funderet i de metoder, der hidtil har været anvendt af DREAM, mens datagrundlaget er søgt optimeret gennem udtræk fra PersonStatistikDatabasen (PSD) leveret fra DST. Således har ambitionsniveauet for den første fælles fremskrivning hovedsageligt begrænset sig til at opnå de mest hensigtsmæssige løsninger på en række af de mere praktiske problemer, der opstod i forbindelse med sammenlægningen.

Relativt til DREAMs tidligere fremskrivninger har den mest centrale ændring i forbindelse med samordningen været et skift i valg af oprindelsesfordeling. Dette skift var nødvendigt for tilpasning til DSTs regionale fremskrivning og øvrig statistik, der er funderet i en opdeling af befolkningen i fem grupper bestående af personer af dansk oprindelse, indvandrere fra vestlige/ikke-vestlige lande samt efterkommere fra vestlige/ikke-vestlige lande. Tidligere har DREAM anvendt en opdeling på mere-/ og mindre udviklede lande følgende FNs definitioner.

I nærværende notat sammenholdes i hovedtræk resultaterne fra 2010-fremskrivningen med DREAMs 2009-fremskrivning. Grundet skift i oprindelsesdimensionen vil sammenligningen begrænse sig til at omfatte tre grupper bestående af personer af dansk oprindelse, indvandrere samt efterkommere. Notatet vil endvidere kort skitsere udvalgte af de anvendte metoder, idet fremgangsmåden for enkelte af de demografiske begivenheder er underlagt mindre korrektioner relativt til sidste år. En udførlig metodedokumentation tilknyttet matematiske formuleringer vil i opdateret version være at finde på DREAMs hjemmeside efter offentliggørelsen af fremskrivningen.