Betydningen af sund aldring i sundheds- og ældrerelaterede udgifter

03-05-2022

Sund aldring vurderes at forbedre det primære offentlige budget med 21 mia. kr. årligt.

Antagelsen om sund aldring spiller en central rolle når Finansministeriet, De Økonomiske Råd og DREAM vurderer den finanspolitiske holdbarhed.

Sund aldring betyder i denne sammenhæng, at der i fremskrivningen af de offentlige finanser tages højde for, at de gennemsnitlige udgifter relateret til sundhed og ældrepleje varierer med antallet af år til dødstidspunktet.

Således er udgifterne forbundet med de allersidste leveår typisk højere end tiden forud herfor. Alt andet lige vil sund aldring derfor betyde, at gennemsnitsudgifterne for en given aldersgruppe mindskes over tid, når levetiden øges. Dette dæmper den udgiftsstigning, der ellers følger af en aldrende befolkning.

DREAM har udført en analyse, der afdækker de samfundsøkonomiske konsekvenser af at bortse fra modellens grundlæggende antagelse om sund aldring i forskellige typer af sundheds- og ældrerelaterede omkostninger. Det vises, at antagelsen om sund aldring forbedrer den finanspolitiske holdbarhed med 21 mia. 2020-kr., svarende til 0,9 pct. af BNP om året i al fremtid.

Om sund aldring

Grundet et øget behov for behandling og pleje sidst i livet er tendensen, at der for personer med få leveår tilbage ses betydeligt højere udgifter, end for personer, som lever længere.

Når levetiden øges, kan man forvente, at de relativt høje omkostninger i livets sidste fase udskydes til en senere alder. Dette vil over tid mindske gennemsnitsomkostningen i en given alder. Dette omtales som sund aldring.

I DREAMs grundfremskrivning indregnes sund aldring i offentlige udgifter til hospitalsvæsenet, sygesikring, medicin og ældrepleje. I det alternative scenarie undersøges de samfundsøkonomiske konsekvenser, hvis denne form for sund aldring ikke indregnes i fremskrivningen.

Læs notat om beregningerne

Sundheds- og ældrerelaterede udgifter

Offentlige udgifter til sundhed- og ældrepleje fremskrives med udgangspunkt i den gennemsnitlige udgift per person i et givet alderstrin. De anvendte udgifter er vist i figur a) nedenfor. Særligt udgifterne til hospital og ældrepleje øges med alderen.

Figur b) illustrerer, hvordan de offentlige udgifter per person aftager over tid, når sund aldring indregnes. Hvis ikke man inddrager sund aldring, antages den gennemsnitlige udgift per person i stedet at være konstant over tid.

Figur 1.
Individuelle offentlige udgifter, gennemsnitlig udgift per person.

a) Udgift 2014

b) Effekt af antagelse om sund aldring

Anm.: Ældrepleje indeholder udgifter til plejehjem og hjemmepleje.
Kilde: Beregninger på makroøkonomiske model DREAM.

Samfundsøkonomiske konsekvenser

Såfremt den forventede stigning i restlevetiden antages ikke at have et gennemslag på det gennemsnitlige udgiftstræk, vil dette give anledning til et betydeligt løft i de gennemsnitlige offentlige udgifter per person i befolkningen, jf. figur b) ovenfor. Resultatet er primært drevet af en stigning i udgifterne til hospitals- og ældreområdet.

Dette ufinansierede løft i det individuelle offentlige forbrug øger den offentlige beskæftigelse på bekostning af den private. Dette motiverer et fald i BNP og en stigning i priser og lønninger.

Som følge heraf vil den finanspolitiske holdbarhed forværres med -0,9 pct. af BNP svarende til en svækkelse af det primære budget med cirka 21 mia. kr. årligt.

Om beregningen

Det undersøges, hvorledes centrale finanspolitiske og makroøkonomiske variable påvirkes af antagelsen om sund aldring i udgifter til hospitalsvæsenet, sygesikring, medicin og ældrepleje. I notatet beskrives desuden effekten af at udelade hvert af de fire elementer enkeltvis.

Læs notat om beregningen