Vi bliver flere danskere frem mod år 2040. Samtidig forventes en stigende andel at leve som enlige. Det vil øge boligefterspørgslen.
En fortsat tilflytning mod de større byområder betyder, at boligefterspørgslen særligt øges i og omkring de større byer. En forventet positiv nettoindvandring bidrager ligeledes til denne centralisering, idet indvandrere typisk bosætter sig i bynære områder.
Den fortsatte urbaniseringstendens betyder, at boligefterspørgslen ventes at stige i bykommuner og oplandskommuner omkring de største byer. Området ved den vestlige del af Limfjorden, det nordligste Jylland og enkelte kommuner i den sydligste del af landet samt Bornholm er kendetegnet ved en negativ tilvækst. I de øvrige kommuner ventes en omtrent uændret eller blot svag negativ vækst i boligefterspørgslen.
Internt i kommunerne ventes flyttebevægelserne ligeledes at være fra land mod by. Dette skyldes blandt andet aldring af befolkningen.
Figuren nedenfor viser den forventede, fremskrevne ændring i antal familier i hver af landets kommuner frem mod 2040. Udviklingen i boligefterspørgslen afspejler i vidt omfang udviklingen i antallet af familier.