Befolkningsfremskrivning 2020 er i alt væsentlighed en opdatering af sidste års fremskrivning, der tager afsæt i det samme datagrundlag, men med tilføjelse af den ekstra information, der ligger i de demografiske bevægelser, der har fundet sted i løbet af 2019. Da de metodiske ændringer er særdeles begrænsede, kan den reviderede forventning til den fremtidige udvikling i den herboende befolkning i store træk betragtes som datadrevet.
Færre forsørgere og flere ældre
Relativt til sidste års vurdering er Befolkningsfremskrivning 2020 overordnet kendetegnet ved en nedgang i antallet af fødte og i nettoindvandringen. Herudover forventes en lille stigning i levetiden, hvilket isoleret set giver anledning til en større ældrebefolkning. Disse tre forhold betyder, at der i fremskrivningen forventes færre børn og en mindre befolkning i de aldersgrupper, hvor arbejdsmarkedstilknytningen typisk er højst. Omvendt forventes der flere ældre frem mod 2060. Der bliver således flere ældre relativt til antallet af potentielle forsørgere, mens der frem mod 2040 omvendt forventes et fald i forholdet mellem antallet af børn og forsørgere.
Faldet i antallet af fødte mindsker således presset på de potentielle forsørgere på kort sigt, men betyder på lidt længere sigt også, at der bliver færre nye forsørgere. Nettoindvandringen bliver dermed en central kilde til arbejdskraft, hvorfor det kan betyde øgede samfundsøkonomiske udfordringer, at denne nu nedjusteres. Faldet i antallet af fødte skal på kort sigt tilskrives et fald i fertiliteten, men kan på længere sigt forklares med, at såvel ekkoeffekter fra fremskrivningens første år som den permanent lavere nettoindvandring alt andet lige vil mindske antallet af potentielle mødre i fremtiden. Nettoindvandringen spiller dermed både en direkte og en indirekte rolle for det fremtidige antal potentielle forsørgere.
Antallet af fødte og bruttoindvandrede er typisk de to demografiske bevægelser, der undergår de største ændringer fra år til år og som det derfor er vanskeligst at skønne over. Den primære forklaring på nedjusteringen i nettoindvandringen skal dog ikke findes i en ændring i skønnet for bruttoindvandringen, men derimod i en betydelig opjustering i tilbøjeligheden til at udvandre. Det høje udvandringstal følger primært af, at kommunerne i 2019 blev pålagt at kontrollere bopælsregistreringerne i CPR med et særligt fokus på udenlandske studerende og arbejdstagere. Dette gav anledning til en betydelig nedskrivning i befolkningstallet i flere kommuner.
Se artiklen i Danmarks Statistik NYT om stigningen i udvandringstallet
Udvandringssandsynlighederne i den nationale fremskrivning er baserede på udvandringstilbøjeligheden de seneste tre år. Den høje udvandring fra 2019 er indregnet med fuld effekt i beregning af sandsynlighederne med den begrundelse, at omkring 85 pct. af de registrerede udvandringer er knyttet til hændelser i løbet af året eller de to foregående. Noget af løftet burde derfor allerede have været indregnet i sidste års fremskrivning.
De ændrede forventninger til antallet af fødte og nettoindvandrede kommer sammen med en mere optimistisk udvikling i levetiden til udtryk ved en stigning i den såkaldte demografiske forsørgerkvote, der udtrykker forholdet mellem antallet af børn og ældre relativt til antallet af personer i alderen 15-64 år, jf. figur 1. Forsørgerkvoten er summen af børnekvoten og ældrekvoten, der er henholdsvis antallet af børn og antallet af ældre relativt til antallet af 15-64-årige. En stigning i kvoterne er udtryk for, at antallet af 15-64-årige mindskes relativt til børn og ældre og, at der dermed alt andet lige er blevet en større forskel mellem antallet, der skal forsøges og antallet af potentielle forsørgere. Grundet opjusteringen af restlevetiden og nedjusteringen af nettoindvandringen er ældrekvoten konsekvent højere end i sidste års fremskrivning. Falder i antallet af fødte dæmper i fremskrivningens begyndelse børnekvoten, men denne opjusteres sidenhen grundet faldet i nettoindvandringen og ekkoeffekten fra de færre nye forsørgere, som nedgangen i antallet af fødte afstedkommer. Alt i alt bliver forsørgerkvoten og dermed forholdet mellem antallet af forsørgede og antallet af forsørgere stort set konsekvent højere i Befolkningsfremskrivning 2020 relativt til sidste års forventning.
Ændringen relativt til sidste års fremskrivning mindskes, hvis man i stedet betragter den såkaldte økonomiske forsørgerkvote, der ikke afgrænser de potentielle forsørgere ved et fast aldersinterval, men i stedet ved den tidligste folkepensionsalder. Dette betyder en generel opjustering af antallet af potentielle forsørgere og en nedjustering i antallet af ældre. Det ændrede opgørelsesprincip har en relativt beskeden betydning for børnekvoten, men afstedkommer at ændringen i forsørgerkvoten konsekvent er mindre end 1 pct. point grundet nedjustering af ældrekvoten (ikke illustreret). Tilbagetrækningsreformen bidrager således til at dæmpe de demografiske udfordringer.
Figur 1. Ændring i demografiske kvoter, pct. point.
Anm.: En positiv værdi indikerer, at niveauet i Befolkningsfremskrivning 2020 er højere end i Befolkningsfremskrivning 2019.
Udviklingen i fertiliteten - og dermed typisk også i antallet af fødte - har over tid været præget af betydelige udsving i takt med ændrede strukturelle forhold for kvinder så som indtræden på arbejdsmarkedet og større tilbøjelighed til at tage en kompetencegivende eller videregående uddannelse. Det økonomiske klima, muligheder for barselsorlov og samfundets tilbud vedrørende børnepasning spiller dog også en afgørende rolle for planerne om at stifte familie. Disse forhold kan delvist reguleres fra politisk hånd. I Danmark er der dog ikke tradition for at drive politik, der specifikt er målrettet et løft i fertiliteten. Primært sigtes i stedet mod at skabe en ramme, der sikrer gunstige vilkår for samspillet mellem erhvervsdeltagelse og familieliv. Antallet af fødte udgør en vigtig kilde til fremtidens arbejdskraft, men på kort sigt er det mere oplagt, at antallet af forsørgere løftes gennem tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft.
Den demografiske og til dels den økonomiske forsørgerkvote udtrykker den demografiske balance mellem den del af befolkningen, der skal forsørges og antallet af forsørgere. Dette afstikker ganske vist de overordnede rammer for balancen mellem de offentlige indtægter og udgifter, men det er også af stor vigtighed for samfundsøkonomien, at de potentielle forsørgere er så produktive som muligt og har en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor spiller såvel uddannelses- som arbejdsmarkedspolitiske reformer sammen med tiltrækning af højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft en afgørende rolle for at dæmpe de økonomiske udfordringer af den demografiske ubalance.
Befolkningen mindskes og oprindelsesstrukturen ændres
Selvom vi forventes at leve længere, så giver faldet i antallet af fødte og nettoindvandringen anledning til, at befolkningen i år 2060 forventes at omfatte omkring 75.000 færre personer relativt til vurderingen i sidste års fremskrivning. Med undtagelse af en midlertidig stigning i antallet af personer af dansk oprindelse, der skal tilskrives en kombination af et midlertidigt fødselsoverskud og en opjusteret nettoindvandring, indebærer nedjusteringen af befolkningen en negativ ændring i samtlige befolkningsgrupper, jf. figur 2.
Figur 2. Ændring i befolkningen fordelt på oprindelse.
Anm.: En positiv værdi indikerer, at niveauet i Befolkningsfremskrivning 2020 er højere end i Befolkningsfremskrivning 2019.
Hvor forklaringen på ændringen i antallet af personer af dansk oprindelse primært kan henføres til fødselsoverskuddet, så skal faldet i antallet af såvel vestlige som ikke-vestlige indvandrere alene tilskrives en nedjustering i nettoindvandringen. Bruttoindvandringen er ganske vist løftet en anelse for ikke-vestlige indvandrere relativt til sidste års vurdering, men idet denne befolkningsgruppe oplever et markant løft i udvandringstilbøjeligheden, nedjusteres forventningerne til nettoindvandringen. Faldet i nettoindvandringen for vestlige indvandrere stammer fra en kombination af lavere bruttoindvandring og højere udvandringstilbøjelighed.
Da indvandrerbefolkningen mindskes og fertiliteten er nedjusteret, fødes generelt færre efterkommere med indvandrerforældre. Nettoindvandringen af efterkommere dæmpes i forlængelse heraf, da efterkommernes ind- og udvandringstilbøjelighed ikke ændrer sig tilstrækkeligt til at opveje det lavere antal fødte. Fra omkring år 2030 ses dog en stigning i antallet af fødte ikke-vestlige efterkommere. Ud over ikke-vestlige indvandrere uden dansk statsborgerskab kan en ikke-vestlig efterkommermor uden dansk statsborgerskab også være forælder til en ikke-vestlig efterkommer. Antallet af fødte ikke-vestlige efterkommere stiger alene fordi færre medlemmer af gruppen skifter til dansk statsborgerskab, hvorfor der er flere potentielle mødre inden for befolkningsgruppen. Der fødes altså færre ikke-vestlige efterkommere med en indvandrermor, men flere med en mor fra samme befolkningsgruppe. På sigt dominerer sidstnævnte, hvorfor antallet af fødte stiger. Frem mod 2060 er stigningen dog ikke tilstrækkelig til at dominerer det fald i nettoindvandringen, som den initiale nedgang i antallet af ikke-vestlige efterkommere motiverer i resten af fremskrivningen. Konsekvensen er derfor en nedgang i befolkningen bestående af ikke-vestlige efterkommere.
Ændringen i antallet af personer i de fem oprindelsesgrupper giver anledning til en mindre forskydning i befolkningens oprindelsessammensætning. Andelen af personer med dansk oprindelse løftes således med næsten 1 pct. point frem mod 2060 på bekostning af en nedgang i andelen i de øvrige befolkningsgrupper, der primært kan henføres til indvandrerbefolkningen, jf. figur 3.
Figur 3. Ændring i befolkningens oprindelsessammensætning.
Anm.: En positiv værdi indikerer, at niveauet i Befolkningsfremskrivning 2020 er højere end i Befolkningsfremskrivning 2019.