Illustrationsbillede

Offentliggørelse af uddannelsesfremskrivning 2019

23-08-2019
Uddannelsesfremskrivning

I dette års fremskrivning anvendes nyt datagrundlag for indvandreres uddannelsesbaggrund. Desuden anvendes en ny og forbedret metode til estimation af uddannelsesadfærd.

DREAMs uddannelsesfremskrivning er opdateret med den senest registrerede uddannelsesadfærd (til med oktober 2017), ligesom befolkningsudviklingen følger DREAMs seneste fremskrivning fra maj 2019. Desuden er modellens datagrundlag opdateret, så uddannelsesniveauet for den indvandrede del af befolkningen er opgjort mere korrekt. Som en metodemæssig opdatering er fremskrivningsmetoden for uddannelsesadfærden blevet markant forbedret.

På langt sigt øges befolkningens uddannelsesniveau en smule, hvis man sammenligner med sidste års fremskrivning. Det ventes, at 91 procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse

Befolkningens langsigtede uddannelsesniveau kan opsummeres ved en række uddannelsesmåltal:

  • Andelen af en ungdomsårgang, som fuldfører mindt en ungdomsuddannelse,
  • Andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en videregående uddannelse,
  • Andelen af en ungdomsårgang, som færdiggør en lang videregående uddannelse.

Målt ud fra disse tre parametre sker en lille forbedring af befolkningens uddannelsesniveau i forhold til niveauet i sidste års fremskrivning. 91 procent af en ungdomsårgang ventes nu at gennemføre en ungdomsuddannelse (mod 90procent i sidste års fremskrivning), 64 procent skønnes at opnå en videregående uddannelse (61 procent), mens 30 procent vurderes at fuldføre en lang videregående uddannelse (29 procent).

At flere gennemfører en ungdomsuddannelse skal i høj grad tilskrives en større fuldførelsestilbøjelighed på de erhvervsfaglige uddannelser. Samtidig vurderes befolkningens sammensætning lidt anderledes på sigt, så en mindre andel af en årgang består af indvandrere fra ikke-vestlige lande. I denne gruppe opnår en relativt høj andel ikke en ungdomsuddannelse.

Andelen med en videregående uddannelse øges især som følge af en forbedret fuldførelsesandel på kandidatuddannelserne samt den stigende tendens til, at unge vælger de gymnasiale uddannelser frem for erhvervsuddannelserne. Dette har en afsmittende effekt på andelen, der opnår en videregående uddannelse.

Opdateringen af uddannelsesniveauet for indvandrere har betydet at uddannelsesniveauet for denne befolkningsgruppe er steget betydeligt.

Læs rapporten "Uddannelsesfremskrivning 2019"