Illustrationsbillede indhold

Hvilken type model er MAKRO?

MAKRO er grundlæggende set en strukturmodel udbygget med reale og nominelle friktioner. Den bygger på state-of-the-art økonomisk teori. Udgangspunktet er (mange) repræsentative optimerende agenter med perfekt forudseenhed.

Man taler ofte om to typer makromodeller: ”DSGE-modeller” (udviklet igennem 90’erne og 00’erne) og ”keynesianske makromodeller” (herefter kaldet en Klein-model, opkaldt efter Lawrence Klein der i 60’erne byggede de første store keynesianske makromodeller).

MAKRO er hverken eller, men kombinerer udvalgte egenskaber fra de to overordnede modeltyper mhp. at opnå en model, som er afstemt med de behov, Finansministeriets modelbrug giver anledning til.

Læs mere om opbygningen af MAKRO i introduktionen til modellen

  

MAKRO er ikke en Klein-model fordi:

  1. Økonometrisk identifikation er ikke udelukkende baseret på enkelt-ligningsestimationer. Der anvendes såkaldte SVAR-estimationer til at vurdere økonomiens tilpasning til diverse stød.
  2. Der er et element af fremadskuende forventninger hos agenterne i modellen.
  3. Husholdningerne er opdelt på alder (kaldes overlappende generationer, OLG). En andel af husholdningerne planlægger deres forbrug og opsparing rationelt. Dette giver en meget rig beskrivelse af det private forbrug, hvor de meget træge generationelle effekter i det private forbrug f.eks. beskrives.
  4. Det korte og det lange sigt modelleres inde for samme modelramme. På denne måde sker der en modellering af økonomiens kortsigtstilpasning til de langsigtede strukturelle niveauer.

Et moderne alternativ til Klein-modellerne er DSGE-modeller (Dynamic Stocastic General Equilibrium). DSGE-modellerne opstod i løbet af 90’erne og 0’erne som en ny-keynesiansk videreudvikling af de ny-klassiske RBC-modeller (Real Business Cycle) fra 80’erne. Ved at tilføje pristræghed og ved at udvide kilderne til stokastik til også at omfatte efterspørgselssiden, genopstod en del af de keynesianske effekter som RBC-modellerne netop udelod. DSGE-modeller er populære i centralbanker fordi de forklarer hvorfor pengepolitik påvirker den reale økonomi. Man kan sige, at DSGE-modeller giver en raffineret forventningsdrevet teori om sammenhængen mellem output, inflation og rente. Dette er netop de vigtige variable for en centralbank.

I Finansministeriet er der behov for en stor detaljeringsgrad, særligt fsva. de offentlige finanser, og det er ønskværdigt, at modellen både kan beskæftige sig med det korte og lange sigt. DSGE-modeller er typisk ikke detaljerede og de beskæftiger sig hovedsageligt med det korte sigt. Årsagen til dette mere begrænsede fokus er besværlighederne omkring at modellere stokastik (S’et i DSGE). Stokastiske modeller er meget sværere at løse end såkaldte deterministiske modeller. Dette tvinger modelbyggerne til at lave relativt simple modeller. I DSGE-modeller er der f.eks. typisk én repræsentativ husholdning og én repræsentativ virksomhed.

Det er på denne baggrund, at det er besluttet at lade MAKRO være en deterministisk model. Det er opfattelsen at denne beslutning åbner flere døre end den lukker. I en deterministisk model er det muligt at modellere mange agenter (80 husholdninger og 9 brancher) og det er muligt at give en nuanceret modellering af økonomiens langsigtede udvikling, hvor udvikling i demografi, arbejdsstyrke, produktiviteter og udenlandsk efterspørgsel inddrages. Sigtet med MAKRO er, at detaljerigdommen fra Klein-modellerne og teori-funderingen fra DSGEmodellerne opnås i en og samme model.

Konkluderende kan vi kalde MAKRO for en DDGE-OLG-model. En dynamisk deterministisk generel ligevægtsmodel med overlappende generationer. Modeller af denne type kaldes af og til hybrid-modeller, fordi de kan ses som en mellemting mellem en Klein-model og en DSGEmodel.